Honey I’ back

Ind i mellem snubler vi i livet, andre gange falder vi hårdt og nogle gange bliver vi slået omkuld…

Ingen tvivl om at sidste efterår gjorde naller på mange områder i mit liv – jeg ikke bare snublede, faldt eller blev slået omkuld,  jeg gik i 1000 stykker på gulvet.

Selv om ingenting gav mening, ja så gav alt alligevel mening.

Jeg havde arbejdet hårdt for at realisere en af mine største drømme, givet den gas og taget flere spring ud over min egen komfortzone og handlet i overensstemmelse med der hvor jeg gerne ville hen arbejdsmæssigt… mens det hele kørte på sit højeste og forlaget blev stablet på benene løb jeg hovedkulds ind i kærligheden – sådan virkelig BANG… Det skabte ballade med et af de mennesker jeg stolede allermest på, min samarbejdspartner, kompanjon – min partner in crime. Hæsblæsende følelser blev bekendt, og oven på godt 40 års erfaring med at gøre andre glade og glemme mig selv, måtte jeg trække en streg i sandet og vælge mig selv til… desværre!

Det hæsblæsende kærlighedsforhold sluttede brat, den dag jeg rundede 40 år og sad og så mig selv udefra sidde der ved bordet… og føle mig ensom… jeg viste godt at eventyret var slut… Får når et andet menneske prøver at putte en i en kasse, og kun kan lide det pæne, det søde, det udefra perfekte… så går det galt.For følelsen af at visne indefra er langt fra værdig for nogle mennesker. Så jeg sagde stop, selv om jeg viste at det ville gøre ondt i hjertet. For kærestesorg er og bliver noget af det mest ulækre og klammeste der findes – også selv om man er den der siger stop…

I fosterstilling på stuegulvet…

Jeg blev vred på mig selv, meget vred… for alt det jeg havde arbejdet for, troet på var smuldret mellem mine fingre… og nu skulle jeg starte forfra… Helt forfra!

Jeg lå klasket på gulvet og midt i sorgen skulle jeg være mor, og få styr på alle de løse ender… Jeg stod uden bolig, uden økonomisk fundament og endnu en gang følte jeg mig som en fiasko………..

Så jeg havde brug for at trække mig fra alt og alle. “Bare” finde hjem til hende jeg var kommet al for langt væk fra…. hende der turde, hende der havde modet, hende der havde viljen, hende der havde styrken, hende der turde rense sårerene, hende der ikke skammede sig over at vær faldet, hende der på trods af atter turde at rejse sig endnu gang… Hun var langt væk… men hun var der!

Nu sidder jeg her godt ni måneder senere…

er landet på begge ben igen og egentlig ret stolt af at have klaret endnu en udfordring i livet. Vi mennesker er bare sejere end vi tror og jeg er endnu en gang blevet meget klogere på livet. Jeg gik efter ro og stabilitet. Lavede en plan og tog hver eneste dag handling. Lejligheden fik jeg lov til at beholde, basen var på plads. Jeg søgte en fast stilling, og i november var jeg til jobsamtale. I januar startede jeg hos Odense Kommune og i juli fik jeg ny stilling og oven i hatten har jeg langt om længe fået taget kørekort. Hjertet er atter intakt og nye eventyr venter rundt om hjørnet.

Så selv om ingenting gav mening i oktober, så giver alting mening her i juli.

Nu står den på sommerferie og jeg ønsker dig den skønneste sommer.

I’m back 😉

Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *