Hvis nu….

Har lige lagt telefonen på….Mit hjerte er i chok, min krop ryster og jeg kan ikke forstå.

Du kommer ikke hjem mere. Det var det sidste du sagde… Jeg hører den sætning igen og igen i mit hoved “jeg kommer ikke hjem”…. Du var vred, du skældte mig ud…

Jeg begriber ikke det der sker lige nu. Jeg er knust. Jeg er gået i stykker. Jeg er knækket. Jeg er brækket. Jeg er blevet revet midt over. Jeg ville bare have vi skulle være her begge to. Jeg ville bare have der var plads til den vi nu er. Dig og mig.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne… men det var ikke godt nok. Er jeg ikke god nok længere?

En gang lå vi her samme, vi havde drømme og planer. Du sagde du elskede mig. Du elskede mig til månen og endnu længere og tilbage igen. Nu er her bare tomt og en rungende stilhed. Jeg kan kun høre min egen vejrtrækning.

Du sagde vi var for evigt, intet kunne komme mellem os. Er det fordi du har mødt en anden? Har du fortrudt? Jeg ved ikke hvad der skete… Du forsvandt langsomt, lidt af gangen hver eneste dag og nu er du væk. Hvor forsvandt du hen? Nu er du helt væk…. og du kommer aldrig hjem igen… Jeg prøvede hver eneste dag. Prøvede at give dig det du ville ha’… det var bare aldrig godt nok.

Men hvis nu jeg havde lagt bånd på mig selv… ville du så stadigvæk elske mig? Var du blevet?

Lad mig forsvinde...Jeg lukker mine øjne. Det sortner. Jeg falder og ingen griber mig. Jeg er alene, helt alene. Her er mørkt, vådt, koldt og klamt. Jeg er det mest ulækre sted i mit sind. Mine hænder ryster. Jeg kan ikke mærke gulvet under mine fødder. Kvalmen stiger og det snurrer i mit hoved. Jeg kan ikke trække vejret…mit hjerte buldre afsted…

Hvis jeg nu bare havde tiet stille, hvis jeg havde bundet knude på min tunge og gjort alt hvad kunne for dig – var du så blevet?

Det gør ondt. Hold kæft det gør ondt inden i. Tårerne triller stille på min kind. Ku’ vi ikke bare…  Jeg gav dig alt hvad jeg havde, men det var ikke godt nok….Vi havde jo aftalt vi skulle være sammen for evigt. Dig og mig. Vi to – os to, sammen for altid. Du kan ikke bare forsvinde.

Hvis jeg nu havde ladet være med at være på tværs, hvis jeg nu havde smilet og bidt tingene i mig… var du så blevet?

Den smerte inden i. Den her smerte i min krop, den gør så ondt ondt. Den skærer sig gennem alle knogler, alle organer, hver eneste celle i min krop skriger. Jeg falder fra hinanden indefra lige så stille. Jeg kan ikke… jeg kan ikke… Jeg kan ikke være i det her. Få mig væk. Jeg vil bare ligge, jeg vil ikke mærke mere. Det skal gå væk… få det til at gå væk. Jeg kan ikke mere… Det brænder og svier i min krop. Jeg vil bare ligge alene. Bare lad mig være. Bare lad mig ligge. Alt er sort, alt er tomt – alt er ligegyldigt….

Hvis jeg ikke havde sagt fra, holdt fast i den jeg er – hvis jeg havde givet dig alt du bad om… var du så blevet?

Hvis jeg nu lukker mine øjne, ligger mit hoved på puden… vågner jeg så i morgen og alt er godt… Kommer du så hjem?

_________________________

Kærestesorg gør ondt. Det er nu godt 3 1/2 måned siden jeg skrev ovenstående i min dagbog. Jeg var i chok, rystet, forvirret, fortvivlet og det værste var, at jeg øjeblikkeligt faldt tilbage i følelsen af at det hele var min skyld… at jeg ikke havde gjort det godt nok, at jeg ikke var god nok…. At komme gennem og styrket ud på den anden side kræver at vi arbejder med vores tankerne.

Kærligst

Christina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *